5 tips til indretningen af det lille badeværelse
Når pladsen på dit badeværelse er trang, er det vigtigt at udnytte hver eneste kvadratmeter effektivt. Med hjælp fra indretningsarkitekt Marianne Fryland giver vi dig her nogle bud på, hvordan du griber indretningen an.
Mangel på gulvplads og snævre rammer gør ofte indretningen af det lille badeværelse til en udfordring, som kan være svær at løse. Dels er det begrænset, hvad der kan udelades af essentielle elementer, hvis badeværelset skal være tilpas funktionelt, dels stiller pladsmanglen ofte krav til den kreative tænkning – for hvad gør man, hvis man gerne vil have plads til både toilet, håndvask, bruseniche og opbevaring, uden at gå på kompromis med det æstetiske udtryk?
Heldigvis er der en håndfuld smarte tips og tricks, du kan benytte dig af, hvis du gerne vil udnytte din sparsomme badeværelsesplads på bedste vis. Vi har allieret os med indretningsarkitekt Marianne Fryland fra Dynamo Studio, der her giver fem gode råd til, hvordan du kan få mest muligt ud af dine dyrebare kvadratmeter.
1. Gå efter en håndvask der ikke er for dyb
En håndvask er fuldstændig uundværlig på badeværelset, men den kan hurtigt komme til at fylde meget i rummet, hvis den stikker for langt ud. Vil du gerne spare lidt på pladsen, er det derfor værd at overveje en slankere vask, fortæller Marianne Fryland.
”Selvom en håndvask hænger på væggen, så optager den stadig plads på badeværelset, hvis den er for dyb. Derfor kan det være en god idé at vælge en vask, der er smallere og mere aflang, og hvor armaturet sidder på siden i stedet for i midten,” siger hun.
I det hele taget findes der adskillige typer af håndvaske til små rum , som både er praktiske, pladsbesparende og ikke mindst pæne. Det kræver blot, at du tør tænke ud af boksen.
”Selvom dit badeværelse er lille, så behøver du heldigvis ikke at ’nøjes’ med en ren funktionel løsning – tværtimod kan du sagtens finde en håndvask, der også tilføjer noget visuelt, især hvis du har mod på at udnytte den mærkelige krog, det lille indhak, den irriterende skråvæg eller andre skævheder i rummet,” siger Marianne Fryland.
2. Tænk i indbyggede løsninger
Toilet, rør og brusearmatur kan dårligt undværes på badeværelset, selvom der måske ikke er så meget albuerum at gøre godt med – men ved at gemme for eksempel føringsrøret til hovedbruseren inde i væggen i stedet for at hænge det udenpå, kan du faktisk spare en hel del plads. Ifølge Marianne Fryland er indbyggede løsninger derfor oplagte til det lille badeværelse, hvor hver en centimeter har betydning.
”Med en indbygget bruser vil du blot have selve brusehovedet, som ofte kan monteres i loftet og måske en slank håndbruser på væggen. Det giver mere plads i badet, og badeværelset vil også syne mere ryddeligt, når rørene er gemt af vejen,” siger hun.
Et væghængt toilet er en anden indbygget løsning, som egner sig godt til små badeværelser. Et gulvstående toilet har ofte dybere cisterne og større afstand til væggen og kan således hurtigt optage plads på et lille badeværelse. Et væghængt toilet kan derimod integreres i den allerede eksisterende væg eller en lille tilbygning i væggen og på den måde spare gulvplads.
Dertil kommer, at et væghængt toilet giver et mere luftigt indtryk og gør det nemmere at holde det trange badeværelse rent.
”Det kan være svært at komme ind i krinkelkrogene bag et gulvstående toilet, især når der ikke er meget badeværelsesplads at bevæge sig på. Med et væghængt toilet er det lettere at komme til med støvsuger og klud,” siger Marianne Fryland.
3. Flyt din opbevaring op i højden
På det funktionelle badeværelse skal der være plads til toiletgrej, kosmetik, hudpleje, håndklæder og alle de andre ting, du bruger i hverdagen. Imidlertid kan det være svært at finde opbevaringsløsninger, der både er pladsbesparende og som samtidig beskytter dine ting mod vandstænk, når rummet er småt, og der ikke er ret langt fra bruser til hylde.
Her er det ifølge Marianne Fryland en god løsning at flytte din opbevaring op i højden, så du udnytter vægpladsen i rummet, uden at tage noget fra gulvpladsen. Samtidig vil badeværelset fremstå knap så overfyldt, forklarer indretningsarkitekten.
”Højt placerede overskabe eller hylder skaber nogle lange, slanke linjer, der får selv et badeværelse i ministørrelse til at syne større. Hvis du placerer din opbevaring højt oppe, opnår du desuden mere bevægelsesfrihed på badeværelset, fordi tingene ikke fylder i hofte- og benhøjde,” siger hun.
4. Vælg fliser der får rummet til at virke større
Når du har flyttet dine hylder højere op, er der adskillige andre virkemidler, du ligeledes kan tage i brug, hvis du gerne vil skabe en illusion om et større badeværelse – for eksempel lyse farver, et stort spejl på væggen og god belysning. Først og fremmest kan du dog med stor fordel vælge nogle fliser, der får rummet til at virke større, dybere og bredere.
”Før i tiden havde man en tommelfingerregel om, at små badeværelser skulle have små fliser og store badeværelser skulle have store fliser, men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Faktisk kan større fliser sagtens give et lille badeværelse et mere rummeligt udtryk, alt efter hvilken form, de har, og hvordan du placerer dem,” siger Marianne Fryland.
Hvis dit badeværelse er meget smalt, kan aflange fliser for eksempel få rummet til at virke bredere. Du kan også ændre på det visuelle indtryk af dit badeværelses længde og bredde, hvis du vender retningen på rektangulære fliser, så de bryder med rummets form.
5. Tænk over belysningen
På det lille badeværelse er god og rigelig belysning din bedste ven. Når et rum er mørkt i hjørnerne, kommer det nemlig hurtigt til at virke mindre og trangere. Imidlertid skal dine lyskilder også placeres rigtigt, så dit badeværelse bliver oplyst fra den rigtige vinkel, fortæller Marianne Fryland.
”Indbyggede spotlys fra oven virker rigtig godt på et badeværelse, fordi det giver et ensartet lys, især hvis du placerer det ved spejlet,” siger hun.
Det er desuden en god idé at placere lys flere steder i loftet – for eksempel over toilettet, over håndvasken og andre blanke overflader, så lyset reflekteres og man kan se, at overfladen er ren.
”Hvis du tænker på et hotelbadeværelse, så er der stort set altid indrettet med blanke fliser, og der er altid placeret lys over badekarret, toilettet og håndvasken, så alting skinner så meget som muligt. Det får badeværelset til at fremstå både renere og større,” siger Marianne Fryland.
Billede: unserhaustraum
Få hjælp hos dedikerede specialister
Hos GROHE har vi mange års erfaring med at hjælpe danskere med at opfylde drømmen om det perfekte badeværelse. Vi er verdens førende udbyder af sanitære løsninger, og vi er dedikeret til at bringe innovative produkter til markedet.
Hos os kan du finde pladsbesparende elementer til drømmebadeværelset, der passer lige ind i din personlige stil og individuelle behov – og du kan mixe og matche uden at gå på kompromis med det sammenhængende udtryk.
Hvis du har spørgsmål til vores badeværelsesserier eller enkelte produkter, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os.